Nørrebro Teater

  • Bygherre

    Nørrebro Teater

  • Beliggenhed

    Ravnsborggade 3, DK-2200 København N

  • Areal

    2.548 m2

  • Status

    Realiseret i 1932

Et teknisk modernistisk mirakel

Efter at det oprindelige Nørrebro Teater brændte i 1931, skabte Vilhelm Lauritzen et nyt teater, der tog udgangspunkt i funktionalismens rationalitet. Med inspiration fra biograftypologiens folkelighed blev teatret med sin klare funkisfacade et eksempel på modernismens indtog i den danske underholdningsbranche.

Efter branden skulle det nye Nørrebro teater ikke længere kun fungere som teater, men også biograf, der krævede at publikum blev drejet mod scenen. Med snævre forudsætninger der var en begrænset grund, rester af mure, et reddet scenehus og et ønske om plads til 1.200 tilskuere – en kapacitetsstigning på 70 procent – gik Vilhelm Lauritzen i gang med at skabe en af dansk underholdnings første funkisbygninger. Efter rekordhurtig opførelse på kun syv måneder åbnede teatret igen 7. september 1932.

Det var en stor udfordring at skulle bygge et biografteater til langt flere gæster inden for rammerne af et eksisterende teater, da Lauritzen ikke havde mulighed for at eksperimentere med forholdet mellem scenen og tilskuerne eller rummets form. Opgaven løste han ved at udnytte arealet bedre, bygge i højden og tilføje en dyb hesteskoformet balkon som i Mamorhaus i Berlin, der samlet gav plads til 1.145 tilskuere.

Sammen med Hans Erling Langkilde stod Lauritzen selv for dekorationer til både facaden og barerne, hvor hovedgrebet var, at udsmykningen skal opleves med sanserne. Modtageren skulle kunne nyde de kraftige farver, der var koreograferet til at matche den elegante udsmykning og belysningen.

Edvard Thomsen var imponeret af sine elevers præstationer; Arne Jacobsens Bellevue Teater var vidunderligt sommerligt og Vilhelm Lauritzens Nørrebro Teater var et teknisk mirakel.

Bogen ’Vilhelm Lauritzen, En moderne arkitekt’, 1994

Flere projekter
Vandkulturhuset
Vilhelm Lauritzen Terminalen - Københavns Lufthavn
Radiohuset