Lodshaven - Nyt projekt i Nordhavn

Vi er glade for at kunne præsentere Lodshaven, en ny destination i Københavns Nordhavn, hvor hav, byliv og biodiversitet smelter sammen.

Med navnet Lodshaven skal forslaget forvandle den yderste del af Marmormolen i Nordhavnen. Projektet kombinerer Københavns første biobotaniske byhave med to nye bygninger og skaber en samlet destination for både lokale og besøgende.

"Haven, der er inspireret af byudviklingen omkring Marmormolen, tilfører en samlet fortælling, hvor biodiversitet og byen forenes. Arkitekturen trækker både på det historiske og Københavns moderne skyline, med fleksibilitet som grundidé for bygningernes fremtidige funktion," siger vores partner Thomas West Jensen.

Området strækker sig fra Marmorvej til Marmormolens spids og omfatter byparken, Lodshaven på ca. 10.000 m² samt erhvervsbygningerne, Lodshusene, der tilsammen dækker ca. 33.000 m².

Projektet er udviklet af projektselskabet Harbour A/S, der består af PensionDanmark, ATP Ejendomme og By & Havn. Bag projektforslaget er Vilhelm Lauritzen Architects, STED By og Landskab og Artelia Denmark. Forslaget skal nu godkendes af borgerrepræsentationen, og når lokalplanen er på plads, og der er fundet lejere, opstarter projektet.

Lodshaven

Share on: