Nyhed
23.06.25
Niels Bohr Bygningen er blevet udvalgt som én af kun seks finalister på verdensplan til Prix Versailles 2025 i kategorien World’s Most Beautiful Campuses. Awarden hylder uddannelsesbygninger, hvor arkitekturen styrker rammerne for læring, forskning og fællesskab.
"Disse nye centre for viden kan blive ægte inkubatorer. De vækker håb om en stor økologisk, social og kulturel revolution – noget verden har brug for mere end nogensinde før."
— Jérôme Gouadain, generalsekretær for Prix Versailles.
Vi er stolte og beærede over, at Niels Bohr Bygningen er blandt de udvalgte finalister. Projektet er skabt i samarbejde med CCO Arkitekter og forener fortid og fremtid: Den er både en arkitektonisk hyldest til den danske Nobelprismodtager Niels Bohr og en realisering af visionen om at skabe tidssvarende og fremtidssikrede rammer for uddannelse og forskning.
Projektet samler Københavns Universitets Fakultet for Naturvidenskab og Datalogisk Institut under ét tag. Her er skabt et moderne campusmiljø med fleksible laboratorier, åbne fællesområder og tydelige forbindelser, der gør bygningen både tilgængelig, inkluderende og menneskelig i skala.
Samtidig bringer bygningen forskellige fagligheder tættere sammen – både fysisk og mentalt. Det fremmer samarbejde på tværs og styrker den daglige udveksling af viden og idéer.
Vi tror på, at arkitektur gør en forskel. Den påvirker, hvordan vi arbejder, lærer og trives. Niels Bohr Bygningen er skabt med netop det for øje. Derfor er det også en særlig ære at være blandt finalisterne til Prix Versailles. Læs mere om prisen og de øvrige finalister her.
Næste skridt? I december bliver tre af de seks projekter hædret med en Verdenspris – Prix Versailles i kategorierne arkitektur, interiør og eksteriør.