Portræt
16.10.25
Portræt
16.03.26
Hvordan er arkitektfaget i praksis? Og hvad er det første man lærer som arkitektpraktikant? For at give et øjebliksbillede på det, snakkede vi med en af vores praktikanter, som startede for næsten to måneder siden.
Her møder du Alex, som deler sine første indtryk og erfaringer fra livet som praktikant på tegnestuen – fortalt mens praktikforløbet stadig udfolder sig. Han fortæller om, hvordan balancen mellem selvstændigt arbejde og samarbejde giver ham mulighed for at tage ansvar og lære af de forskellige processer.
Hvordan ser en typisk dag ud for dig som praktikant hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter?
"Ofte møder jeg tidligt ind og fortsætter arbejdet med de opgaver, jeg allerede er i gang med – og får som regel flere opgaver i løbet af dagen. Lige nu er jeg på et projekt, som er i en meget forholdsvis tidlig fase, så jeg arbejder meget med ideer, programmering, modellering, skitsering og research.
Jeg har både mindre opgaver, opgaver som strækker sig over flere dage og sideløbende projekter. Og så er jeg også med til forskellige møder: teammøder møder hvor vi internt sparrer og koordinerer, såvel som møder med eksterne parter i projektet."
"Løbende har alle praktikanter også møder og læringsaktiviteter sammen, der giver os indblik i alt fra tegnestuens funktion som helhed, opgaver og strukturer til programmer, metoder og arbejdsprocesser. Og så er vi også på byggepladsbesøg, hvor vi kommer ud på nogle af tegnestuens projekter, der er i gang med at blive realiseret."
Hvad var det første, der overraskede dig, da du startede på tegnestuen?
"Da jeg startede på tegnestuen, var jeg især imponeret over den gode stemning, og hvor fleksibel og rummelig arbejdspladsen føles. I takt med at jeg lærte de forskellige roller på tegnestuen at kende, og så hvor meget alle på tegnestuen bliver inddraget i den større sammenhæng, blev jeg overrasket over hvor mange funktioner der skal til for at få alt til at hænge sammen.
Det var især rart at opleve, hvordan alle hjælper hinanden, og at der altid er plads til, at man kan spørge sit team og sine kollegaer til råds – det gør at jeg lærer meget i løbet af en enkelt arbejdsdag. Folk er åbne for at dele ud af deres viden, og de opgaver, jeg arbejder selvstændigt med, inkluderer også at sparre med andre på tegnestuen."
Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du startede i praktik?
"Jeg ønskede (selvfølgelig) et praktiksted, der kunne bidrage til min egen udvikling inden for arkitektur. Jeg ville gerne, at der var mulighed for at udfolde sig – at jeg ikke udelukkende skulle have at gøre med det, jeg allerede kunne og havde lært på skolen, men at jeg også i praksis kunne bygge videre på den læring og det grundlag, jeg havde. Derudover var jeg selvfølgelig spændt på, om jeg ville være i stand til at udføre opgaver på et niveau, der kunne repræsentere en tegnestue. Det viste sig dog, at det slet ikke var noget at være nervøs for, da alle omkring mig er gode til at stå til rådighed og hjælpe, når jeg er i tvivl.
Da jeg skulle søge praktiksted, var jeg meget splittet, om hvorvidt jeg skulle vælge en stor eller en lille tegnestue. Jeg ønskede både bredde og mulighed for at specialisere mig, og for mig var Vilhelm Lauritzen Arkitekter en mulighed for netop dette."
Som praktikant møder man konstant nye opgaver. Hvordan løser du de af dem, som er særligt udfordrende?
"Nogle gange virker det for mig at give det lidt mere tid, prøve selv og undersøge, hvordan jeg kommer videre. Men hvis jeg sidder fast eller er i tvivl, er der altid folk tæt på til at spørge til råds, og alle er altid gode til at tage sig tid til at hjælpe hinanden. De fleste opgaver løser jeg altså med en kombination af selvstændighed og med hjælp fra mine kollegaer – og det lærer jeg en masse af. Generelt er der altid plads til, at jeg kan løse mine opgaver på min egen facon, og til at jeg kan tage mig tid til både at lære nye metoder og blive klogere undervejs."
Har praktikken indtil videre givet dig nye perspektiver på arkitektfaget?
"Ja, jeg er blevet meget klogere på, hvad det indebærer at arbejde som arkitekt i den virkelige verden. Allerede nu føler jeg mig meget mere hjemme i både tegningsmateriale og programmer, men især også i de arbejdsprocesser og det samarbejde, som alle projekter kræver.
Jeg håber på at udvikle mig endnu mere inden for især digitale design- og analyseværktøjer i designprocessen. Allerede nu har jeg fået lov at bruge en del tid med det i Grasshopper, og jeg synes det er spændende, hvordan det kan være med til at åbne op for nye koncepter og nuancere måden, vi designer på.
Desuden vil jeg også gerne fortsætte med at skitsere og konceptudvikle, fordi det især er denne del af processen, hvor jeg kan udfolde mig kreativt med ideer og forslag. Jeg elsker at følge med i, hvordan et projekt gradvist tager form gennem dialog og afvejning – fra mange forskellige ideer, tanker og hensyn at tage højde for til et sammenhængende design."
Alex’ startede i praktik i februar og skal være på tegnestuen i i alt fire måneder. Praktikforløbet er en del af hans 6. semester på arkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi i København. Lige nu arbejder han primært på et stort transformationsprojekt, og derudover har han forskellige opgaver, hvor han særligt arbejder i Grasshopper og Rhino.