Portræt
16.10.25
Hvordan er det at være arkitektpraktikant? Hvilke erfaringer tager man med sig – og hvilke minder sætter sig fast? Vores tidligere praktikant giver et ærligt indblik i, hvordan det er at tage de første skridt som arkitekt i praksis.
I dette portræt møder du Isabella, som siden sin praktik i 2023 har været en del af tegnestuen. Hun tænker tilbage på sin praktik og deler sine erfaringer fra hverdagen på tegnestuen – om de første overvejelser, de vigtigste læringer og de oplevelser, der har gjort størst indtryk på hende.
Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du startede i praktik?
"Egentlig havde jeg først forestillet mig, at jeg skulle i praktik på en mindre tegnestue. Men jeg endte med at søge praktik hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter på opfordring fra en god ven, som på det tidspunkt arbejdede på DAC, hvor Vilhelm Lauritzen Arkitekter var i gang med at opsætte deres 100-års jubilæumsudstilling. Han var faldet i snak med flere fra tegnestuen og fået et virkelig godt indtryk af både tegnestuen – og mente, at det ville være et sted, jeg ville passe godt ind. Det viste sig jo, at han havde helt ret."
"Da jeg var til samtale, kunne jeg med det samme mærke, at det virkede som et virkelig godt sted. Jeg fik fornemmelsen af, at man som praktikant er en stor del af hverdagen og en værdsat medarbejder på lige fod med alle andre. Det betød meget for mig.
For mig var det vigtigt at være i praktik et sted, hvor der var styr på tingene, og at der var en stærk kultur og godt socialt fællesskab. Samtidig tiltalte det mig at være i praktik ved Vilhelm Lauritzen Arkitekter, fordi der var der mange forskellige typer projekter, så jeg kunne få lov at prøve kræfter med lidt af hvert."
Hvad gør Vilhelm Lauritzen Arkitekter til et særligt sted at være praktikant?
"Fra første dag blev jeg inviteret ind i den familie, som Vilhelm Lauritzen Arkitekter føles som. Det er noget af det, der gør det til et særligt sted at være praktikant. Man bliver altid hørt og værdsat, og hvis der er noget, man er i tvivl om, står der altid en masse dygtige og hjælpsomme kollegaer klar til at hjælpe en.
Kulturen på tegnestuen er virkelig noget særligt – der er en stærk fællesskabsfølelse, hvor man hjælper og løfter hinanden, når der er brug for det. Samtidig er der masser af muligheder for at hygge sig sammen uden for arbejdstiden i de forskellige medarbejderklubber og sociale arrangementer, der hele tiden er. Det gør, at man som ny på tegnestuen hurtigt føler sig hjemme og som en naturlig del af fællesskabet."
Hvad er det mest værdifulde, du har lært af din tid på tegnestuen?
"Fagligt har jeg lært utroligt meget på virkelig kort tid. Jeg blev hurtigt kastet direkte ud i konkurrenceteams, hvor man sidder en lille håndfuld personer, som man samarbejder tæt med. Mit allerførste projekt var Wieselgrensplatsen Nærsygehus i Göteborg – en konkurrence, som vi endte med at vinde. Det var et utrolig spændende projekt med mange nye udfordringer og tekniske betingelser, som jeg slet ikke var vant til fra studiet."
"Det var vildt lærerigt – mine kollegaer har altid være supergode til at dele ud af deres viden og give mig råd tid, hvordan jeg kunne udvikle mig og blive endnu bedre. Det er en af de ting, jeg tænker tilbage på som noget af det fedeste ved praktikken.
Samtidig har jeg fået en masse skønne nye bekendtskaber på tegnestuen, som også bare gør, at jeg glæder mig endnu mere til at komme på arbejde hver dag."
Er der et særligt minde fra din tid på tegnestuen, du vil dele?
"Jeg har så mange gode minder, men et der særligt står klart for mig, er vores studietur til Færøerne i sommeren 2024. Hele kollektivet – Vilhelm Lauritzen Arkitekter, STED og Kjær & Richter – tog afsted for at se en masse spændende projekter og byggeteknikker. Det var en virkelig skøn tur, hvor vi både så og lærte en masse, men også bare nød at være sammen med hinanden."
"Turen var noget særligt, fordi man kom tættere på sine kollegaer på en anden måde end i hverdagen. Det var fedt at kunne dele vores fælles faglige interesser uden for tegnestuen og samtidig styrke det sammenhold, der i forvejen betyder så meget i hverdagen. Det er virkelig en oplevelse, jeg husker."
Hvad er dit bedste råd til arkitektstuderende, som snart skal i praktik?
"Mit bedste råd er, at man ikke skal være bange for at spørge om hjælp – og heller ikke for at begå fejl. Alle på tegnestuen er enormt motiverede for at hjælpe, og man lærer kun mere jo flere spørgsmål, man får stillet undervejs.
Det gælder både, når det kommer til at forstå, hvordan branchen egentlig fungerer, og hvordan arbejdsgangene på en tegnestue hænger sammen – men især også helt konkret i forhold til at lære at bruge programmer og værktøjer smartest. Det fik jeg i hvert fald selv rigtig meget ud af."
Isabella startede som praktikant i februar 2023 som en del af det sidste semester som bachelorstuderende på arkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi i København. I løbet af sin praktikperiode arbejde hun primært på kontorhuse, konkurrencer og modeller.
Efter sin praktik blev Isabella fuldtidsansat som bachelorarkitekt, indtil hun startede på sin kandidat på Det Kongelige Akademi. Sideløbende med sin kandidat er Isabella fortsat på tegnestuen som studentermedhjælper, hvor hun i øjeblikket arbejder på et facadeprojekt og også bruger en del tid på at dele fortællinger om forskellige projekter på Vilhelm Lauritzen Arkitekters Instagram. Nu skal hun til at færdiggøre sit afgangsprojekt.