Nyhed
16.05.25
Nyhed
17.06.25
Langs Farum-motorvejen rejser sig et 14-etagers højhus sig i hvid beton beklædt med letgenkendelige lamelfacader i alu-glas. Et vartegn og ikke mindst et vidnesbyrd om en tid, hvor fjernsynet for alvor blev folkeeje. Det er TV-Byen, og hvis ikke man kender bygningen, så kender man sandsynligvis postnummeret.
Etagebyggeriet i 2860 Søborg er tegnet af Vilhelm Lauritzens tegnestue som konkurrenceforslag i 1959, og indvielsen i 1970 markerede den endelige afslutning af den nye TV-By og hjemstavn for Danmarks Radio. Indtil 2006 dannede bygningen ramme om DRs administration og nyhedsproduktion. I dag fungerer det modernistiske højhus som kontordomicil med 1.000 arbejdspladser fordelt på flere lejere, blandt andre ISS.
Men en rapport fra Teknologisk Institut viser, at tiden har sat sine spor på den markante bygning, og derfor har PensionDanmark sat et hold, som i maj 2025 påbegyndte renoveringen af i alt 5.000 m² facade. NCC står i front som totalentreprenør og sammen med Artelia har vi rådgivet bygherre og Gladsaxe Kommune i arbejdet med at udvikle en løsning, som ikke kun sikrer, at huset kan stå i mange år endnu, men også bevarer den oprindelige arkitektoniske identitet.
Projektet omfatter en delvis udskiftning og delvis inddækning af facadens betonelementer – løsninger som vi ud fra et arkitektonisk perspektiv har været med til at kvalificere. Desudover omfatter projektet en total udskiftning af facadens glas-alu-partier. Facadens ikoniske aluminiumslameller derimod vil blive bevaret.
Renoveringen forventes at være afsluttet i begyndelsen af 2027. Bygningen vil være i drift under hele perioden.