Nyhed
14.08.18
Byggeriet af nyt 6.000 m2 stort hovedkontor for den globale vandmiljørådgiver DHI, er i fuld gang. I dag er der rejsegilde for det nye domicil, der kommer til at ligge på en naturgrund i DTU Science Park i Hørsholm. Det nye kontor forventes færdigt i 2019 og er designet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter i tæt samarbejde med Hoffmann, DTU Science Park og de fremtidige lejere DHI.
Dagens rejsegilde i Hørsholm markerer, at DTU Science Park snart får et nyt, 6.000 m2 domicil på tre etager til den globale rådgivningsvirksomhed DHI, der analyserer vandmiljøer. Det arkitektoniske udtryk er derfor inspireret af vandmiljø og har fokus på aktivitetsbaseret indretning.
DTU Science Park danner rammen om Danmarks førende deep tech-community – med mere end 260 virksomheder og mere end 3.400 forskere, iværksættere, forretningsudviklere og initiativrige ansatte.
Den usædvanligt smukke beliggenhed på en tætbeplantet naturgrund har inspireret det arkitektoniske udtryk både ude og inde. Indretningen af bygningen byder blandt andet på gode og varierede kig til det omgivende skovlandskab med en mindre sø.
Processen har været præget af en høj grad af brugerinddragelse, hvor DHI har ønsket organisationens identitet med vand og miljø fortolket i det nye kontordomicil. Især vandmiljø har været et konceptuelt udgangspunkt for materialevalget, som rå beton og ubehandlet stål og træ.
Projektet er udviklet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter i samarbejde med Hoffmann, DTU Science Park og de fremtidige lejere DHI, som har været involveret fra første streg.