I 1939 tegnede Vilhelm Lauritzen den første terminal til Københavns Lufthavn, som i dag er kendt som Vilhelm Lauritzen Terminalen. Allerede kort tid efter indvielsen af den første terminal voksede behovet for endnu én og større terminal. Vilhelm Lauritzen tegnede et forsalg til en moderne og funktionel udvidelse af lufthavnen, som stod færdig i 1960 – Terminal 2.
I løbet af 1990’erne voksede passagertallet i Københavns lufthavn hurtigt, hvilket medførte et behov for en markant udvidelse. Vilhelm Lauritzen Arkitekter vandt i 1998 udbygning af lufthavnen, Terminal 3, som inkluderede et nyt ankomst- og afgangsområde – samt indkøb og administrative funktioner. Hertil blev en station tilføjet i forlængelse af terminalen, som forbindelsesled mellem Øresundsforbindelsen og Lufthavnen. Vilhelm Lauritzen Arkitekter designede i den forbindelse også forpladsen foran Terminalen samt alt eksteriør som bænke, lamper og belægning.
I 2005 tegnede og opførte Vilhelm Lauritzen Arkitekter det nye 72 meter høje kontroltårn til flyvepladsen, som kan ses på kilometerlang afstand. I 2007 blev Metroen tilkoblet lufthavnen hvilket sikrer en reduceret rejsetid mellem lufthavnen og centrum af København.
I 2020 stod Finger E færdig – den største udvidelse af lufthavnen i 25 år. Vilhelm Lauritzen har sammen med Zeso arkitekter stået for den moderne tilføjelse til lufthavnen.
For at imødekomme fremtidens efterspørgsel har Københavns Lufthavn nu påbegyndt en udvidelse af terminal 3, på 80.000 kvm2. Udvidelsen kombinerer lufthavnens eksisterende arkitektoniske kvaliteter og afspejler en ambitiøs vision om at holde alt under ét tag. Vilhelm Lauritzen Arkitekter er gået sammen med Zeso Arkitekter om udvidelsen af terminalen.
Læs mere om, hvordan vi har bidraget til Københavns Lufthavn nedenfor.