Essay

Enhver epoke og enhver kunstnerisk gruppering har sin dogmatik, sin særlige tænkning og sine foretrukne figurer og former. Den tidlige modernismen ville et total opgør med den klassiske by og i princippet begynde på ny. Krige og brande har gennem historien skabt store brud, men genopbygningen og udbygningen af byen har næsten altid bekræftet tesen om byen som en palimpsest, som en konstant overlejring, tilføjelse og byggen videre på forudgående perioders strukturer med den nye tids bygninger og ideer. Det er denne fortsatte dialog mellem alle de historiske lag og stemmer, og så en ny tids behov og idealer, som skaber byens dynamik og gør den til den store civilisatoriske fortælling. Og det er for mig at se evnen til med sin egen tids arkitektur, at indgå i denne dialog der definerer den gode arkitekt.

Lauritzen er bredt anerkendt som en af de fremmeste repræsentanter for den internationale modernisme i Danmark. Han var en af de få danske arkitekter som havde deltaget i avantgardebevægelsen CIAM konferencer, og han var engageret og velorienteret i de principper og metoder der knyttede sig til bevægelsen. Selvom Lauritzen var en engageret og suveræn fortolker af modernismens program og sprog, som rummede en skepsis overfor den klassiske, tætte by, så formåede han alligevel og komme i en berigende og empatisk dialog med både den klassiske og den nye by – samtidig med at han skabte genuint moderne bygninger.

Lauritzen-fortællingen begynder med en person, men Lauritzen bliver hurtigt til et kollektiv, og den gode arkitekt handler så om i hvilken udstrækning dette kollektiv er i stand til at udvikle en faglig, professionel kultur som kan videreudvikle den konstruktive dialog mellem det nutidige og bylandskabets palimpsest. Der er allerede i de anvendte eksempler bevis for at det tidligt lykkedes, og der kunne peges på mange senere eksempler fra Lauritzens produktion. Her har fokus været på omgangen med modernismens dogmatik.

Han havde mødt flere af de ledende kræfter bag bevægelsen og organisationen Congrès Internationaux d'Architecture Moderne (CIAM) fra 1928 – bl.a. Hannes Meyer, leder af Bauhaus skolen efter Walter Gropius. Lauritzens brug af nøgterne og knappe skråprojektioner som oversigtstegninger er i tæt slægtsskab med Hannes Meyer og Gropius og andre af de tidlige modernister. Tegninger der udelukkende fokuserer på bygningen. Der er ingen eller kun svage antydninger af de omgivende bygninger og andre dele af bykonteksten. Det peger mod den tidlige modernismes dobbelttydige forhold til byen. Byen var helten, fordi den var stedet for den dynamik som drev og skulle realisere det moderne projekt. Men den klassiske, tætte by af karreer, gader og pladser var samtidig fjenden, fordi den var usund og blev betragtet som kulturelt konserverende. Den skulle bekæmpes jævnfør Corbusiers: ’Il faut tuer la rue corridor’ (Det er nødvendigt at komme korridorgaden til livs).

Det interessante ved Lauritzen er, at han som en åbenlyst aktiv og velorienteret repræsentant for den internationale modernisme med sine bygninger ubesværet kommer i dialog både med den klassiske by og den nye forstad. 

Den klassiske by centrerer sig visuelt og betydningsmæssigt omkring Katedralen, fyrstepaladset og rådhuset og de pladser som iscenesætter disse bygninger og gør dem til særlige betydende steder, som guider vores orientering og læsning af byen. Lauritzen og tegnestuen kom af gode grunde ikke til at tegne katedraler eller fyrstepaladser. Men tegnestuens produktion rummer både den nye tids rådhus og mange af de bygningstyper og steder som blev de nye fortætningspunkter og orienteringspunkter i velfærdssamfundets by og dagligliv: Radiohuset, sportspaladset, skolen, lufthavnen, stormagasinet – og enfamiliehuset. Det er derfor spændende at se nærmere på hvordan Lauritzen – som person og tegnestue – med afsæt i den internationale modernisme – artikulerer og indlejrer disse nye kollektive manifestationer i en bymæssig, rumlig kontekst.

Den åbne forstad er umiddelbart mest på bølgelængde med modernismens idealer og ønsket om at lægge den klassiske by bag sig, så lad os begynde med at se på Lauritzens tilgang til at udvikle og indpasse sig i dette nye bylandskab.

Grundsubstansen i den danske forstad er villaen. Blandt Lauritzens tidligste villaer står Tuborgvej 76 fra 1926 som et interessant eksempel på Lauritzens forståelse af vejen og relationen mellem det private og det offentlige rum i forstadslandskabet. Villaen ligger trukket 5-7 m tilbage fra gadelinjen og der er bygget en havemur i gadelinjen som adskiller forhaven fra vejen. Men denne havemur folder sig ind mod hoveddøren, og danner på den måde et rum, der både kan betragtes som et semioffentlig modtagelsesrum til boligen, men også optræder som en udposning eller udfoldning af gaden. Når man passerer huset opleves det som en generøs og berigende gestus overfor gaderummet, som på denne måde får tilført et ekstra taktslag. Denne løsning vandt indpas i adskillige af de større villaer fra 1930’erne og 40’erne. Om det er Lauritzen der har introduceret den er ikke sikkert, men hvis han ikke var den første var han i hvert fald en af de første og dermed også meget tidligt ude med et blik der ikke kun interesserede sig for huset som isoleret , men også for dets relation til vejen og som skaber af vejens arkitektur og atmosfære. Han skabte på denne del af Tuborgvej en atmosfære præget af lavmælt venlighed og imødekommenhed, som om huset hilser på én når man går forbi. Desværre er der foretaget ombygninger som har svækket dette fine træk.

Vi springer ud af den tidsmæssige kronologi og bevæger os frem til 1950’erne. Her kommer Lauritzen nemlig igen med et opsigtsvækkende bud på villaens relation til vejen. Han byggede i 1956 på Bernstorffsvej et dobbelthus til sig selv og sin datter. Alle villaer ved Bernstorffsvej ligger trukket tilbage fra vejen, men Lauritzen lægger sit hus så langt ud mod gaden som muligt. De andre villaer er næsten alle i 2 etager og har et tilnærmet ternings format:  8-12 m lange, 8-10 m dybe og 6-8 m høje. Men Lauritzens dobbelthus er en langstrakt, lav 1-etages bygning, 40 m langt og 3 m høj. Når man bevæger sig ad Bernstorffvej oplever man  en næsten konstant takt af de 2-etages villaer, som ligger med en ensartet afstand. Men der er også en form for dobbelt takt, eller flerstemmighed, fordi de fleste villaer har en lav havemur mod gaden, som skaber en form for underliggende lavmælt, kontinuert melodistemme, med korte afbrydelser.  Når man så kommer til Lauritzen hus, så vender billedet. Den lave havemur vokser op og bliver til et langstrakt, liggende format. De tunge, regelmæssige taktslag forsvinder og melodistemmen tager over og gør dette sted på Bernstorffvej til noget særligt. Der er sikkert mange praktiske overvejelser bag denne disposition, men de blev forvaltet så der også her skabes en lavmælt men markant tilføjelse til den nye bys arkitektur. Det var muligvis, her i den tidlige efterkrigstid, også et bevidst indlæg i debatten om den nye by, at arkitektens indsats ikke kun handlede om den store villa, men om hvordan det almindelige og lavmælte kunne artikuleres.

Forstaden kom også til at rumme en række nye bygningstyper. Rådhuset er ikke en ny bygning i byen, men rådhuset i den fremvoksende forstad blev bygget på et tidspunkt hvor forstadskommunerne fik flere administrative funktioner og rådhuset dermed blev større og indgik i byens dagligliv på en anden måde end tidligere. Det krævede overvejelser over både bygningens udformning men i høj grad også om hvordan den skulle manifestere sig i det nye, fremvoksende bylandskab. Både programmet og modernismens normer tilsagde at det skulle være et rationelt kontorhus, artikuleret som et skarpskåret kubistisk anlæg på en åben flade. Lauritzen fulgte til en vis grad opskriften, men med nogle små stilfærdige tilpasninger fik han skabt et anlæg som formåede at skabe et særligt sted og et orienteringspunkt i den nye bylandskab.

Søborg hovedgade var i midten 1930’erne, da rådhuset skulle bygges, en ret undseelig landevej flankeret af nybyggede villaer, små butiksejendomme og stuehuse til de oprindelige gårde.  På det sted hvor man havde valgt at bygge det nye rådhus krummede vejen svagt henimod grunden. Lauritzen organiserede rådhuset i en L-form og udnyttede krumningen ved at lade gavlen på det ene ben i L-et træde helt ud i gadelinjen så rådhuskomplekset, som en krum hånd, fanger de forbipasserende og leder dem ind på den flade der afgrænses af de to ben i L-et. Gavlen med sin elegante halvcylindriske trappe markerer sig i gadelinjen og når man kommer frem åbner anlægget sig vinkelret på vejen ind i dybden og skaber den nye rådhusplads -  et sted der både taler om forstaden som den åbne by og om rådhuset som et nyt fortætningspunkt, men også som et nyt demokratisk hus der venligt inviterer indenfor. De tilbygninger og fortætninger, som er kommet til senere, har desværre forskudt opmærksomheden lidt, men det er Lauritzens anlæg der skabte dette stilfærdige, demokratiske tyngdepunkt i den nye by.

Radiohuset var også en ny funktion og en bygningstype som skulle finde sin form og sin betydning og plads i bylandskabet, men her et bylandskab som allerede rummede mange betydningslag og arkitektoniske udsagn.  Det er både et kontorhus, et offentligt koncerthus og samtidig et symbol på oplysning og demokrati.

Hele kvarteret omkring Rosenørns Allé var nybygget eller under udvikling, fordi det var det område hvor den kongelige Ladegård havde ligget og banelinjerne fra omegnsbyerne blev samlet inden de blev ført ind til den tidligere hovedbanegård. Det nye kvarter er baseret på en traditionel karréplan og meget af kvarteret er bygget af nyklassicismens arkitekter, enkelte bygninger, som LO’s gamle hovedkvarter, dog som en sidste rest at eklekticismen monumentalitetsbegejstring. Næsten samtidig med radiohuset er Kaj Fiskers boligejendom med det store markante runde hjørne mod søerne og Aage Rafn’s tekniske skole, som nok er på vej med modernismen, men stadig med rødder i nyklassicismen.

Hvad gør den fuldbårne modernist så i det arkitektoniske selskab og i dette urbane landskab. Det rationelle, indadvendte kontorhus, den udadvendte koncertsal og den symbolske betydning skal artikuleres både i selve bygningen og i dens indlejring i bylandskabet. Også her er der tale om en svagt krummende gade, men den krummer bort fra grunden, ikke ind imod den. Grunden danner et hjørne mellem hovedgaden Rosenørns Allé og en sidegade, Julius Thomsens gade.  Skråt overfor, hvor gaden kummer mest, var det besluttet at etablere en park, der som en langstrakt figur skyder sig ud fra krumningen.

Hjørnet i tætbyen har traditionelt – og specielt i eklekticismen – været genstand for monumentalisering med tårnopbygninger, søjler og pilastre eller store afskæringer der gjorde det muligt at gøre hjørnet til en selvstændig facade, afsluttet med fronton eller lignende. Modernismen afskyede det tunge, monumentale hjørne og forsøgte at undgå det fulde hjørne ved at lade hjørnet stå åbent – uden sammenbygning –, ved at lade et antal forsætninger opløse den potentielle tyngde eller ved at lade facaden bøje om hjørnet uden nogen ændring i takt og vinduesdimensioner, og uden nogen kraftige hjørnesøjler.

Lauritzen lykkedes med radiohuset at føje en særdeles elegant model til denne undsigelse af det traditionelle, potentielt monumentale hjørne. Men der var andre steder hvor der ikke var plads til at udhule eller udelade hjørnet. Daels varehus havde brug for alt det volumen der kunne placeres på grunden mellem Nørregade og Fiolstræde og der måtte altså bygges helt ud til hjørnet. Men alligevel lykkes det, stilfærdigt, at fortolke og forvalte modernismens skepsis over for hjørnet. Med kun et par meters forsætninger føjes fløjene langs Nørregade og Krystalgade sammen så de fremstår som to selvstændige bygninger der griber ind i hinanden. Men gavlen på Nørregadefløjen løftes 2 etager over det øvrige volumen så der dannes en ny form for tårn og også en ny form for monumentalitet, der kan ses som en nyfortolkning af et gammelt byarkitektonisk tema. På dette sted hvor Lauritzen så at sige træder ind i C.F. Hansens tunge byarkitektoniske fortælling med dialogen mellem Domhuset og Domkirken artikulerer og indskriver Lauritzen den nye tids monument i byens arkitektur i en behændig forhandling mellem traditionens og modernismens forskrifter.