Nyhed
01.09.23
Nyhed
01.04.21
Det tidligere godsbanehotel på Kalvebod Brygge, oprindeligt tegnet af Ole Hagen i 1967, stod i mange år forladt og udslidt. Bygningen var berygtet og berømt for sin gennemførte brutalistiske stil, som delte arkitekturinteresserede i elskere og modstandere. Nu er den 180 meter lange og seks etager høje bygning transformeret til KB32 – et moderne kontordomicil, der forener brutalismens autenticitet med fremtidens fleksible arbejdsplads.
Respekt for den oprindelige arkitektur
Da transformationen begyndte, bar bygningen tydeligt præg af årtiers renoveringer og tilfældige tilføjelser, som havde sløret de oprindelige arkitektoniske tanker. Flere analyser viste dog, at huset stadig var sundt og solidt, og i stedet for nedrivning valgte bygherre og arkitekter at bevare og genskabe bygningens oprindelige udtryk. Målet var at finde tilbage til udgangspunktet fra 1960’erne – med den rå beton og bygningens tektoniske kvaliteter i centrum – og samtidig tilpasse huset til nye funktioner.
”Transformation handler ikke om at få alt til at ligne fortiden, men om at have respekt for de valg, der allerede er truffet. Som arkitekter skal vi kunne udpege de kvaliteter, der fortjener at blive bevaret, og samtidig forbedre byggeriet, så det kan holde langt ind i fremtiden,” fortæller Simon Natanael Svensson, partner hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter og ansvarlig for transformation af KB32.
Dagslys, materialer og fleksibilitet
Facaden har i årtier været genstand for debat, men er nu gentænkt med respekt for husets oprindelige rytme. De lange linjer er blevet brudt ned med store vinduespartier og matte aluminiumsrammer, der giver bygningen et nutidigt udtryk og trækker dagslyset dybt ind i det 24 meter brede hus. Indvendigt er unødvendige lag fjernet, så råhusets betonbjælker står frem som en ærlig og robust ramme, suppleret af materialer som egetræ og varmvalset stål.
Med en loftshøjde på op mod 4,5 meter og 3,8 meter høje vinduer er KB32 præget af generøst dagslys. Planløsningen er organiseret omkring fleksible zoner med åbne kontormiljøer, stillerum, møderum og en tagterrasse med udsigt over Inderhavnen og resten af København. Den stoflige materialitet giver både stemning og et godt akustisk indeklima.
Et ikon i nye klæder
KB32 står i dag som et eksempel på, hvordan eksisterende bygningsmasse kan transformeres til langtidsholdbare og bæredygtige rammer. Det tidligere godsbanehotel har fået nyt liv uden at miste sit særkende – en bygning, der viser, hvordan brutalismen kan gentænkes og give grobund for en moderne arbejdsplads i hjertet af København. I dag er KB32 indrettet som kontordomicil for Poul Schmith/Kammeradvokaten og Rigsarkivet, som begge har deres daglige arbejdspladser i bygningen.
Bag projektet er Genesta Property Nordic, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Erik Pedersen Råd. Civilingeniører, SN Consult, Laika Rumdesign, JJW Arkitekter og REVCO Property Development.