Opførelsen af FE’s nye hovedsæde kan gå i gang

Pressemeddelelse fra Forsvarets Efterretningstjeneste


FE vokser i disse år, og nu er det besluttet, at opførelsen af efterretningstjenestens nye hovedsæde kan gå i gang. Byggeriet forventes at stå færdigt i 2027.

 

Folketingets Finansudvalg har netop godkendt det aktstykke, der danner grundlag for, at byggeriet af Forsvarets Efterretningstjenestes nye hovedsæde kan gå i gang. Det nye hovedsæde er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og vil blive opført på Svanemøllens Kaserne over de kommende 5 år.

Finansieringen af byggeriet løftes af Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab, PensionDanmark, og med en anlægssum på over 2 mia. kr. er der tale om Danmarks største offentligt-private partnerskab.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger i den forbindelse: ”Der er fundet en rigtig god løsning, som til fulde lever op til de krav, der er til  en moderne efterretningstjenestes  hovedsæde. Når byggeriet står færdigt vil Forsvarets Efterretningstjeneste flytte ind i rummelige og tidssvarende faciliteter, der på bedste vis vil være med til at understøtte tjenestens virke.”

Baggrunden for det nye domicil
FE er i dag spredt ud over flere lokationer i København. Desuden vokser FE i disse år, hvilket udfordrer antallet af kontorpladser på de nuværende lokationer. Det nye domicil skal således både samle efterretningstjenesten og skabe plads til de mange nye medarbejdere, der kommer til.

”FE er en højteknologisk og vidensbaseret organisation med nogle unikke arbejdsopgaver. Det stiller høje krav til vores fremtidige hovedkvarter, som skal tage højde for et meget højt sikkerhedsniveau og helt særlige krav til infrastruktur. Samtidig skal byggeriet i udtryk, indretning og kvalitet tilbyde moderne og attraktive rammer til både nuværende og de mange nye medarbejdere, vi ansætter i øjeblikket. Dette projekt opfylder alle vores krav til et nyt hovedsæde for FE, og vi ser frem til at samle langt de fleste medarbejdere under ét tag, når bygningen står færdig”, siger Svend Larsen, fungerende chef for FE.

Fakta om projektet

  • Størrelse: Ca. 50.000 m2
  • Anlægssum: Over 2 mia. kr.
  • Bygherre: PensionDanmark
  • Totalentreprenør: MT Højgaard Danmark
  • Driftsoperatør: DEAS Group & MT Højgaard Property Development i fælles driftsselskab
  • Arkitekt: Vilhelm Lauritzen Arkitekter
  • Ingeniør: Rambøll
  • Forventet ibrugtagning: Juli 2027

 

læs mere hos FE

Share on: