Bellakvarter

  • Bygherre

    Solstra Capital

  • Samarbejdspartnere

    Cobe, TETRIS A/S, Rambøll, UiWE

  • Beliggenhed

    Ørestad

  • Areal

    265.000 m2

  • Status

    Igangværende / 2019

  • Bæredygtighed

    DGNB Guld

Bellakvarter

Kvarteret er opbygget i karréer, der er sammensat af mindre bygningsvoluminer med en højde mellem tre og seks etager i skiftende materialitet og facadefremtoning. Enkelte steder vil karréerne blive forsynet med lyse overbygninger i flere etager, der som kubiske tårnhuse opleves som fortætninger af et hjørne eller en gade.

Ambitionen er, at Bellakvarter bliver en livlig bydel med 5.000 nye beboere og mere end 7.500 arbejdspladser. På den måde vil kvarteret opleves vibrerende og i brug fra morgen til aften, hvor fastboende, besøgende og pendlere til kvarterets arbejdspladser overlapper hinanden. Bellakvarter er bundet direkte op på metroen, som skaber forbindelse til resten af Ørestad og København.

Gaderne i kvarteret vil i skala og belægninger lægge op til ”mixed use” – gående, cyklister og bilister deler pladsen. Udadvendte funktioner som café- og butiksliv placeres strategisk rigtigt, sådan at kvarterets intime byrum aktiveres, og der opstår steder, der inviterer til ophold.

Det er tanken, at det nye kvarter vil låne en del af sin identitet fra Bella Centerets velrenommerede konference- og messearrangementer. Omvendt vil det nuværende forblæste område omkring Bella Center og Hotel Bella Sky opnå en ny og forstærket identitet. Bellakvarteret bliver et fornyet bykvarter med en meget bred funktionalitet og en ny måde at tænke konference, udstillinger og events sammen med byliv, boliger og lokalmiljøer.

Det kommende bykvarter står i kontrast til Ørestads mere åbne og højere punktbebyggelser, der ligger syd for Bellakvarter.

Det er ønsket, at besøgende kan gøre brug af bydelen og området til forskellige aktiviteter – herunder udendørsmøder, kreative pauser og walk-and-talk seancer. Bydelen tænkes som en central del af Bella Centers tilbud til deres gæster, og i international sammenhæng overvejes det at fortælle historien om Bella Centers nye tilbud under overskriften ”Bella City”.

Andre projekter
DR Byen
Bellakvarter
CBY8 - Carlsberg Byen