Biodiversitet: Vores ambition er at skabe ægte oplevet naturværdi

Biodiversiteten er under pres verden over og er derfor et yderst vigtigt emne for byggebranchen. Men en reel påvirkning af biodiversiteten handler om menneskelig adfærd og vores oplevelse af naturen. Derfor er det afgørende, at ”grønne” projekter bliver i høj kvalitet, som kan bidrage positivt til menneskers naturoplevelse. Ellers lurer faren for ”Greenwashing”.

”Hvis vi i byggeriet alene har et biologisk/naturvidenskabeligt perspektiv på biodiversitet - i iveren efter at redde dyre- og naturarter - er det en reel risiko, at bynaturprojekter ender med at blive meget ensartede og rodede i deres udtryk - fx med små pletter af ”vild” eng og plantekasser med så mange arter som muligt mast sammen på samme sted - og netop ikke opfylde formålet med at være for både planter, dyr og mennesker, fordi vi forpasser muligheden for at udvikle et flot byrum, hvor man har lyst til at tage ophold”, siger Martin Hjerl i et interview til Licitationen.

Det handler om menneskelig adfærd
Christine Mosbech, arkitekt og specialist i bæredygtighed hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter, tilføjer, at faren også ligger i, at man ved den 'sammenpressede model' mister chancen for, at grønne projekter i byen kan give stærke æstetiske oplevelser med en positiv påvirkning på vores natursyn - og på vores adfærd.

”Det er en stor omstilling der skal til, for en del af svaret på biodiversitetskrisen handler om menneskers adfærd. Over halvdelen af klodens befolkning bor i byerne - men under tre pct. af kloden er dækket af by. Og hvis vi ikke har naturen i vores hverdag, bliver chancen mindre for, at fremtidige generationer vil tage vare på den ”rigtige” natur”, siger Christine Mosbech.

Martin Hjerl og Christine Mosbech er fortalere for 'et nyt sprog', der skal gøre det mere klart for bygherrer og udviklere, hvorfor det er så vigtigt for mennesker at være omgivet af arkitektoniske/ oplevelsesrige både grønt og arealer, der tager hensyn til stor biodiversitet.

”Det er vigtigt at genopdage en mere naturpositiv indstilling, kærlighed til naturen, om du vil. Og her bliver måleredskaberne i byggebranchen 'skurken', for det er ikke nok, som flertallet af bygherrer stadig gør at score højt på antallet af planter i sit projekt. Vi skal finde frem til en ægte oplevet naturværdi. Biodiversiteten skal også kunne mærkes”, siger Martin Hjerl.

 

Pionerprojekt skal styrke kvaliteten af, hvordan biodiversitet måles

Lige nu måler man i byplanlægningen på en simpel biofaktor, men metoden er udskældt for ikke at indfange kvaliteten af biodiversitet på det målte område.

Projektet ”Udvikling af en national metode til kortlægning af bynatur” er et samarbejde mellem ConTech Lab, SLA, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, STED – en del af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Natur360, WSP Danmark, Futurista, Rambøll, COWI, NIRAS, Oiko og Habitats.

Projektet er gået ind i sin anden fase, hvor metoden samt teknologi kvalificeres og videreudvikles på baggrund af sommerens test i felten. Desuden arbejdes der på at finde en metode til at kvalificere/måle på arealers oplevede naturværdi.

Metoden forventes at være endelig klar i 2024, men anvendes allerede af flere end 250 brugere med over 150 oprettede projekter.

Læs mere om EUs biodiversitetsstrategi

Læs hee interviewet med Martin og Christine i Licitationen

Læs om pionerprojektet her

Share on: