Nyhed
31.08.15
Det nye psykiatrisygehus i Slagelse blev indviet af H.K.H Kronprinsesse Mary mandag d. 24. august 2015.
Projektet er blevet til gennem et omfattende brugersamarbejde med inddragelse af patienter, pårørende og personale.
Helende arkitektur har været et bærende princip for byggeriet. Patienterne har adgang til udearealer og natur og er omgivet af naturligt lys, stimulerende farver og materialer.
Huset bygger på åbenhed mellem ude og inde, og der er adgang til udearealer fra alle fællesområder. Parken omkring psykiatrisygehuset er offentligt tilgængeligt. Herved reduceres patientens følelse af at være lukket inde. Tværtimod oplever de større bevægelsesfrihed og tilknytning til det omkringliggende samfund.
Transparens og åbenhed understøtter patienternes oplevelse af personalets tilgængelighed og nærvær. Det bidrager til patienternes tryghed og ro.
Patienterne får eneværelser med eget badeværelse. De har altid mulighed for at trække sig tilbage til private zoner og altid med visuel kontakt til en have.
Overalt anvendes intelligent LED-belysning til at genskabe dagslysets naturlige farvemæssige forandringer over døgnet. Sammen med rigelige mængder dagslys sikres de bedst mulige lysforhold for patienter og personale.
Billedkunstneren Malene Landgreen og Digteren Ursula Andkjær Olsen har forestået udsmykning af vægge med hhv. farvesætning og poesi.
Psykiatrisygehusets 194 sengepladser vil blive fordelt på 114 almenpsykiatriske pladser, 50 retspsykiatriske pladser samt 30 pladser til Sikringsafdelingen. Herudover findes akutmodtagelse, ambulante behandlingsfunktioner og forskningsfaciliteter. I alt bliver sygehuset arbejdsplads for cirka 650 ansatte.
Bag projektet står tegnestuen Karlsson Arkitekter, som i 2010 vandt projektkonkurrencen i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Fokus har været på bæredygtighed, og projektet forventes at blive DGNB SØLV certificeret.