København får nyt p-hus i kork og genbrugsaluminium

Nyt parkeringshus i Københavns Nordhavn bliver det første store byggeri i Danmark, der får kork som facademateriale. Vilhelm Lauritzen Arkitekter og STED | By og landskab står bag vinderforslaget i en åben projektkonkurrence udskrevet af By & Havn.

Mere end 2.700 m2 kork kommer til at beklæde facaden på Københavns nye fem etagers parkeringshus på Trælastholmen i Nordhavn lige ved den kommende metrostation. By & Havn har netop offentliggjort vinderforslaget til den nye facade, der er fundet i en åben projektkonkurrence; vinderen blev Vilhelm Lauritzen Arkitekter og STED | By og landskab.

Udover at forsyne området med parkeringspladser kommer der langs bygningens kantzone et levende, åbent og grønt område med mulighed for butikker, opholds- og mødesteder samt en Kiss ‘n Ride funktion.

”Forslaget er både en gestus til områdets historie som et sted, hvor man opbevarede og håndterede træ og samtidig et ønske om at tilføje et bæredygtigt og legende element til Nordhavn som bydel”, siger Anne Møller Sørensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

 

Et pixeleret skyggerelief i kork og genbrugsaluminium

Råhuset, der støbes i beton, skal beklædes med en facade af felter i kork kombineret med et skelet af hulplader i genbrugsaluminium. Korkpladerne monteres på et skelet af hårdttræ.

”Ved at forskyde rammerne med henholdsvis kork og aluminium skaber vi et pixeleret og detaljeret relief, der giver et levende lys-og skyggespil til facaden. Om aftenen og natten kommer kunstig belysning til at forstærke og fremhæve bygningens og materialernes udtryk”, siger Anne Møller Sørensen.

Når bygningen står færdig bliver det Danmarks første store byggeri, hvor kork anvendes som facademateriale. Et materiale der herhjemme mest er kendt som gulvbelægning i 70’ernes og 80’ernes parcelhuse, men som er udråbt internationalt til at være undervurderet for sine bæredygtige, miljøvenlige og genanvendelige egenskaber.

”I både form og funktion er facadekork fuldstændig oplagt til dette projekt. Det er et komprimeret materiale uden for- og bagside, som er 100% naturligt og hårdført over for vind og vejr. Det patinerer smukt, er næsten vedligeholdelsesfrit og så dæmper det naturligt vibrationer og støj, hvilket er en åbenlys fordel i et parkeringshus”, siger Anne Møller Sørensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

I dommerbetænkningen står der om forslaget, at det fremstår med en afbalanceret helhed, skabt af konsekvente og klare valg, der giver det en særlig stærk og overbevisende karakter. Forslaget skal fremhæves for at frembringe en helhed, der er troværdig og langtidsholdbar og som bidrager med en egenart der giver med- og modspil til både Sundmolen og Trælastholmen.

Facadekork stammer fra korkegens bark, der høstes hvert 9. år, hvorefter det vokser ud igen. Det indeholder ingen kemikalier eller giftstoffer, og så optager det mere CO2 end det udleder i løbet af sin levetid.

”Et større fokus på bæredygtighed og et behov for at handle her-og-nu kræver, at vi arbejder på nye måder med de dokumenterede materialer og teknologier, vi allerede kender,” siger hun.

Parkeringshuset kommer til at ligge ved siden af den nye metrostation i Nordhavn og får plads til 350 biler. Det forventes færdigt i 2022.

Share on: