Monarch stolen: Samleobjekt er nu tilgængelig for første gang

Villhelm Lauritzen Arkitekter og Carl Hansen & Søn fortsætter samarbejdet og lancerer nu Monarch stolen VLA61. Lauritzens majestætiske stol fra 1944 er oprindeligt kun fremstillet i ti eksemplarer, men bliver nu for første gang tilgængelig for et bredere publikum.

 

I 1944 tegnede Vilhelm Lauritzen Monarch stolen (VLA61) til en kontorbygning til Dansk Svovlsyre- og Superphosphat fabrik. Bygningen blev dog aldrig opført, men stolen blev fremstillet i ti eksemplarer som ét ud af 71 designs. Det viser optegnelser, håndtegninger og nogle få billeder. Indtil nu har denne sjældne stol været et eftertragtet samlerobjekt på auktioner verden over, men med Carl Hansen & Søns lancering bliver den nu for første gang tilgængelig for et bredere publikum.

 

”Monarch Chair er usædvanligt smuk og har Vilhelm Lauritzens tydelige signatur. Han var optaget af den æstetiske funktionalitet og hans store kærlighed til naturen viser sig tydeligt i stolens organiske former. Det dobbeltkrumme armlæn og det smukke organiske stel giver stolen et klart udtryk med så høj en komfort, at den omfavner dig, når du sætter dig. Den er på mange måder tidløs og forener designtraditionen fra fortiden med måden, vi udvikler i dag,” siger Anne Møller Sørensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

 

En hyldest til sommerfuglene

Monarch stolen (VLA61) er opkaldt efter den majestætiske Monark-sommerfugl, og navnet er en hyldest til Vilhelm Lauritzens store interesse for sommerfugle, som han flittigt studerede hele sit liv. Med sin generøse polstring, svungne armlæn og sprossernes organiske, dråbeformede krumninger fremstår stolen med et kunstnerisk udtryk, der er let og overdådigt på samme tid. Detaljer, som de små messingfødder og håndpudsede samlinger, vidner om Lauritzens gennemførte streg.

 

Det har været en kompliceret og tidskrævende opgave for de erfarne møbelsnedkere hos Carl Hansen & Søn at fremstille VLA61 Monarch Chair, da mange af stolens dele er dobbeltkrumme og svungne. Derudover pudses alle dele op i hånden, inden de samles, hvorefter hele stolen - særligt omkring samlingerne - håndpudses endnu engang for at opnå perfekt finish. Ryglænet polstres først efter det er monteret på stolen for at opnå præcise afslutninger omkring armlæn og bagben, hvilket kræver største omhyggelighed..

 

”Med Monarch Chair får vi endnu et mesterværk af Vilhelm Lauritzen ind i Carl Hansen & Søns omfattende kollektion af ikonisk design. Sidste år lancerede vi Vega-stolen og Foyer-serien i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter i forbindelse med tegnestuens 100-års jubilæum, og møblerne har fået en flot modtagelse verden over. Vi er glade og stolte over at få lov til at udbrede kendskabet til dansk design i hele verden og nu også at præsentere Vilhelm Lauritzens møbeldesign bredt for et globalt publikum i tråd med Lauritzens demokratiske tilgang til design,” siger Knud Erik Hansen, direktør og tredje generationsejer af Carl Hansen & Søn.

 

Vilhelm Lauritzen (1894-1984) er kendt som en af Danmarks største arkitekter, og hans bygningsværker, som Radiohuset, VEGA, og Københavns Lufthavn står i dag som kulturelle vidner om hans banebrydende tilgang til funktionalisme. Han var kendetegnet ved at være detaljens mester og skabte til sine projekter alt interiør med største perfektionisme – fra stole, borde, lysekroner, til armaturer, dørhåndtag og stikkontakter.

 

Monarch stolen kan købes fra oktober 2023.

 

Læs mere hos Carl Hansen & Søn

Carl Hansen & Søn

Share on:

Flere nyheder

Nyhed

02.03.23

Opførelsen af FE’s nye hovedsæde kan gå i gang

Nyhed

16.12.22

Realdania By og Byg køber Vilhelm Lauritzens eget hus

Nyhed

29.11.22

Vilhelm Lauritzen Architects med på internationalt anerkendt liste