Indefra og ud er LIFE Campus designet til ikke bare at facilitere læring, men til at være læring. Visionen er at højne naturvidenskabelig dannelse, uddannelse og forskning i Danmark gennem naturfaglige undervisningsforløb, hvor elever arbejder med virkelighedsnære problemstillinger.
Med rod i STEM (Science, technology, engineering and mathematics) manifesterer bygningen samspillet mellem natur og videnskab midt på smukke, gamle jagtmarker, der byder alle velkommen. 96 egetræssøjler fra 150 år gamle træer markerer overgangen mellem et levende landskab og en levende bygning inspireret af den omkringliggende natur. Hver søjle er placeret, så de refererer til det matematiske Fibonacci-mønster og DNA-strenge.
Indenfor er uddannelsesaktiviteterne centreret om tre undervisningslaboratorier og et forskningslaboratorium med yderligere laboratorier i pipeline. Her kan de studerende kaste sig over aktuelle samfundsudfordringer, der afspejler virksomheders og universiteters forskningsmiljøer og som understøtter FN’s bæredygtige udviklingsmål.
Skiftende rumlige oplevelser med rå materialer, synlige rørføringer og tekniske installationer spiller en aktiv rolle i læringen. I hjertet af bygningen tager et 360-graders auditorium med avanceret AV- og lyddesign børn med på rejser fra jordens kerne til helt ud til kanten af vores galakse.
Udenfor forbinder en oplevelsessti bygningen med landskabet og guider besøgende til videnskabsinspirerede kunstværker af den verdenskendte kunstner Jeppe Hein. Den sydlige ende er hjemsted for læringshaverne LIFE Arboretum og LIFE Frugthave med et stort udvalg af træer. I forlængelse heraf er der shelters på vej, hvor skoleklasser kan overnatte.
Bygningen er desuden domicil for Fonden LIFE og 80 ansatte. Her er fleksible og multifunktionelle kontorlokaler og mødefaciliteter placeret ved siden af den storslåede udsigt, hvilket sikrer et optimalt arbejdsmiljø med fremragende dagslys.