Boliger og byrum
Mod øst møder bygningen områdets samlende plads, Amerika Plads. Her ligger den gamle stationsbygning som det centrale fixpunkt. Pladsen og områdets smukke belægninger er trukket videre ind i gårdrummet for at skabe en enkel og arkitektonisk helhed.
Gårdrummet fremstår lyst og venligt. Her gives plads for beboerne kan mødes i stille og venlige omgivelser.
Nærheden til havnen og de gode udsigtsforhold har været styrende for vinduesdispositionen og placering af altaner. Der er lagt vægt på, at hver enkel bolig får helt særlige bo-kvaliteter.
Altaner i varierende størrelser danner et levende facadeudtryk. Facaden forskydes vertikalt, for at skabe læ og optimerede opholdsmuligheder året rundt for beboerne.
Mod den primære ankomstside er stueetagen hævet over terræn for at sikre størst mulig privathed.
Boligerne fremstår med centrale kerner, og værelser og store opholdsrum er for hver bolig orienteret mod den lokale udsigt.
Tårnet skaber boliger med særlige udsigtskvaliteter. Herfra er det muligt at se ud over havnen og kastellet med byens tårne i horisonten.
Materialitet
Bebyggelsen fremstår tung med facader i blank mur, afbrudt af vinduespartier. Altanerne fremstår lyse og lette med afrundede hjørner. For at skabe en arkitektonisk enkel og stærk bygning, fremtræder den samlede bygningsmasse som én helhed i mørkbrændt tegl. Materialemæssigt henter bygningen sine referencer fra de eksisterende pakhuse og industribygninger i området. Bygningerne er kendte for deres enkelhed og solide materialitet.