Søkanten

  • Bygherre

    Gyngemosen Projektudvikler ApS

  • Samarbejdspartnere

    MOE A/S, 1:1 Landskab ApS

  • Beliggenhed

    Gyngemosevej Parkvej 52, DK-2860 Søborg

  • Areal

    17.000m2

  • Status

    Realiseret i 2017

Søkanten

Det gamle, karakteristiske 14-etagers højhus, der fra 1964 til 2006 husede DR’s TV-by i ’Gyngemosen’ er nærmeste nabo til Søkanten. Ligesom TV-Byen er Søkanten og de to nærliggende bebyggelser Søterrasserne og Søborg Huse tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Søkanten – en hesteskoformet boligkarré i lyse, varierede tegl – åbner sig ud mod gårdrummet og den centrale sø. Byggefeltet er det sidste, der er udviklet omkring søen og det grønne område, hvor alle boliger er placeret, så man opnår en høj grad af både arkitektonisk og urban værdi og ikke mindst en særdeles attraktiv placering. Alle boliger har således direkte kontakt til de fælles rekreative arealer.

Boligkarréen afslutter på samme vis ramblaen mod nordøst og fuldender billedet af boliger og erhverv, der på harmonisk vis supplerer hinanden og skaber et aktivt og levende byrum.

Hvor bygningerne syd for søen er udformet som boligstænger, skifter boligerne kontur langs ramblaen. Her fremstår bebyggelsen med naturligt større tyngde og karakter af karrebebyggelse.  Det giver en større diversitet i området, og byen fremstår mere varieret og dynamisk til glæde for beboerne og de besøgende, der bevæger sig igennem området.

 

Grøn og solrig gårdhave

En markant passage i boligblokken giver beboere nem passage til gårdrummet og sikrer, at beboere på den sydlige side af søen også kan bevæge sig frit gennem bebyggelsen.

Orienteringen mod søen skaber en meget lys gårdhave med store solrige og grønne områder. Her er læ og gode muligheder for leg og ophold. Solen reflekteres i vandet og sender et smukt lysspil op på facaderne og helt ind i den enkelte bolig. Kombineret med de private altaner og terrasser sikrer gårdhaven, at beboerne har nem adgang til flere forskellige typer uderum. 

 

Varieret bebyggelse i solide materialer

Lejlighedernes forskellige størrelser giver også mulighed for flere forskellige typer beboere. Her er boliger til både den store børnefamilie, pensionisten og den studerende. Størstedelen af lejlighederne er gennemlyste og har store møblerbare altaner eller terrasser – direkte ud til den store lyse gård.

Søkanten er udført i solide materialer. Både murværk og vinduespartier i træ og aluminium patinerer smukt og tåler ikke blot det daglige slid og hårde danske klima, men forskønnes også af det og sikrer et minimum af vedligehold.   

Til facaden er der anvendt to typer tegl. De forskellige nuancer skaber et farvespil og samler vinduespartierne i større ”bånd”, der skaber en smuk varieret facadekomposition, hvor det enkle formsprog tydeligt kan læses.

Flere projekter
Skovskolen
Skademosen Trekroner
Regimentsparken