Centralt i boligkarreen opstår et fælles gårdrum. Her skabes adgang via opgange og fælles port. Ud for de enkelte boliger i stueplanet skabes små private opholdszoner og terrasser. Centralt i gården er der skabt et træ-element med mulighed for leg og ophold. Legelementet er samtidigt en let nedsænket cykelparkering. Mod syd sætter Stævnen sig i et bassin, der sammenholder flere af bebyggelserne mod syd.
Boligerne
Mod den primære ankomstside er stueetagen hævet over terrænet for at sikre størst mulig privathed. For at optimere udsyn mod de omkringliggende bebyggelser og fælleden er trapper lagt imod gårdrummet.
Boligerne orienteres med store altaner mod udsigten. Vinduespartier trækkes om bygningens hjørner fulgt af altanerne for at optimere udeophold og udsyn.
Boligerne fremstår med stor variation fra 74 til 153 m2 – fra den lille bolig med to værelser til den mere spatiøse på 5 værelser. Som et særligt tiltag var enkelte udvalgte boliger udbudt, som ’indret selv’ boliger. Her har beboerne overtaget boligen med bærende vægge og derefter opdelt og indrettet efter eget ønske.
Materialitet
Hvidpudsede facader danner grundstrukturen i Stævnen. Rammerne omkring altanerne er med til at udtrykke boligernes placering og individualitet. Rammerne fremstår i stål med partier i træ, der er med til at give et varmt og imødekommende arkitektonisk udtryk.
Den hvide overflade står skarpt i kontrast til horisonten og den lave bevoksning på fælleden.