The Warming Competition: Vilhelm Lauritzen Arkitekter valgt til juryen

Hvordan vil det byggede miljø reagere på stigende vandstande, lange tørker og høje temperaturer? Hvordan kan bygninger og byer forhindre naturkatastrofer, dårlig luftkvalitet, smeltende is og klimaændringerne som helhed?

Den åbne, tværfaglige internationale konkurrence The Warming Competition opfordrer lige nu alle, der arbejder med arkitektur, planlægning og design til at indsende projekter og koncepter, der kan afhjælpe klodens varmende klima og udfordrede miljø.

Bag initiativet står det internationale forskningsinitiativ Arch Out Loud sponsoreret af bl.a. renderings- og VR-virksomheden Enscape, der ønsker at lokke nye innovative og globale løsninger frem på menneskehedens største udfordring.

Som et af ti jurymedlemmer er Vilhelm Lauritzen Arkitekter repræsenteret sammen med blandt andre grundlæggeren af Archdaily, David Basulto, professor ved Yale School of Architecture Anna Dyson og Liam Young, director ved Sci Arc.

”Naturen kender ikke til begrebet affald. Alligevel har vi fået skabt en verden, hvor det er en forudsætning, og hvor vi driver rovdrift på jordens ressourcer. Som arkitekter, designere og ingeniører har vi et medansvar for at skabe nye løsninger, der giver en verden i bedre balance” siger Lasse Herbo Madsen, arkitekt hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter og jurymedlem i konkurrencen.

Han håber på at se mange vilde, innovative, nyskabende idéer, der har potentialet til at nytænke design og arkitektur.

”Det særlige ved The Warming Competition er, at det ikke handler om at skrue på det, vi kender. Vi skal starte helt forfra i en tværfaglig smeltedigel, der nærmer sig en form for grundforskning. Derfor håber vi i juryen på at se helt nye idéer og tanker,” siger Lasse Herbo Madsen.

Konkurrencen er åben for alle frem til og med d. 2. august.

Læs mere på www.warmingcompetition.com.

 

Share on: