
Designet med mennesker, tid og teknologi i centrum
Sundshedsarkitektur er langt mere end blot bygninger. Det er ofte komplekse anlæg, hvor avancerede behandlingsformer, teknologi og logistik mødes – og hvor arkitekturen har afgørende betydning for både effektiv drift, tværfagligt samarbejde og menneskelig værdighed. Hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter ser vi sundhedsarkitektur som mere end funktionelle rammer for behandling.
Vores tilgang understøtter hospitalet som en aktiv samfundsaktør – en del af vores kritiske infrastruktur – der forener omsorg, fleksibilitet og teknologi og skaber rammer, som kan tilpasses både mennesket og fremtidens sundhedsvæsen. Med denne tilgang bliver arkitekturen ikke kun en ramme, men en aktiv medspiller i udviklingen af et sundhedsvæsen i forandring.
Vi arbejder derfor med tre centrale principper:
Omsorg i centrum
Et hospital skal være mere end et behandlingssted. Det skal skabe trygge rammer for patienter, pårørende og personale – og give plads til menneskelig værdighed og professionalisme i mødet med sundhedsvæsenet.
Hos Vilhelm Lauritzen tegner vi sundhedsbyggeri, hvor omsorg er ligestillet med tekniske krav i det arkitektoniske greb. Vi integrerer dagslys, natur og naturlige materialer, så bygningen aktivt understøtter helingsprocessen for patienter og effektivitet hos medarbejdere. Denne tilgang præger også Steno Diabetes Center Copenhagen, hvor vi har skabt grønne gårdhaver der inviterer både patienter, medarbejdere, pårørende og naboer indenfor. På den måde forbinder vi hospitalet med lokalsamfundet og den omkrandsende by, hvor vi skaber rum, der heler og giver plads til bevægelse, og samtidig giver liv til bygningen inde som ude.
Fleksibilitet og flow
Sundhedsbyggeri skal kunne udvikle sig i takt med samfundet. Derfor skaber vi strukturer, der både kan tilpasses nye behandlingsformer og teknologiske fremskridt – og som samtidig sikrer et effektivt flow i hverdagen. Vores arkitektur er robust og foranderlig: modulære rammer gør bygningerne fleksible over tid, mens logiske sammenhænge og overskuelige forbindelser mindsker den tid, personalet bruger på at bevæge sig gennem hospitalet. På den måde bliver fleksibiliteten både en investering i fremtidens behov og en gevinst i den daglige drift.
Denne tilgang kommer til udtryk i Slagelse Psykiatri, hvor vi har skabt et hospital i menneskelig skala med fleksible enheder, grønne gårdrum og klare forbindelser, der understøtter både patientforløb og personalets arbejde. Byggeriet er designet, så det kan udvikle sig over tid, samtidig med at det giver trygge, værdige rammer og en logistik, der frigiver tid til omsorg.
– Katrine Kringsholm Eriksen, arkitekt
Teknologi og digitalisering
Digitalisering og avancerede behandlingsformer er en integreret del af fremtidens sundhedsvæsen. Når teknologien tænkes ind fra begyndelsen, bliver den et værktøj, der forenkler komplekse systemer, understøtter personalets arbejde og frigiver tid til nærvær med patienterne. Arkitekturen bliver dermed en aktiv medspiller i at skabe en tryg og effektiv hverdag for alle, der færdes i hospitalet.
Denne tilgang er en bærende del af Nyt Hospital Nordsjælland, hvor digitale løsninger og patient/ medarbejder og medicinflows bliver design parametre i arkitekturen. Bygningen er udformet, så realtidsdata, telemedicin og nye teknologier kan integreres uden at forstyrre helheden. Teknologien bliver dermed ikke en barriere, men en naturlig del af hospitalets funktion – et lag, der styrker både omsorg, drift og fremtidens behandling.