Indsigt: Boliger skal være tidløse, robuste og for alle

Hvad er det vigtigste, når man som arkitekt udvikler boliger?

At udvikle gode boliger i høj kvalitet handler om god gammeldags sund fornuft. Som arkitekt handler det om at stille de grundlæggende spørgsmål til den kommende beboer: Hvordan fungerer din hverdag? Hvordan vil du gerne bo og leve? Hvad er vigtigt for dig? De spørgsmål skal stilles, uanset om det er etværelses studieboliger eller luksuslejligheder ved havnefronten.

Når vi udvikler boliger skal vi fremkalde en bygnings særlige DNA. Hvad er stemningen på stedet? Er der en fortælling? Hvem bor/skal bo her? Hvordan er omgivelserne? Det er vigtigt med en ydmyghed, når man udvikler boliger, hvor mennesker skal bo og føle sig hjemme. Det modsatte bliver til huse, der har nok i sig selv og slet ikke er en del af den omkringliggende helhed. Det er vigtigt at mærke grundigt efter, når man udvikler boligarkitektur.

Et eksempel jeg vil fremhæve er Krøyers Plads, der er en fortolkning af havnens gamle parkhuse. Her lever den stedspecifikke historie videre i det nye byggeri.

Hvad skal en bolig kunne?

Den gode bolig skal favne diversitet og være fleksibel. Livet har mange faser og epoker, og den gode bolig skal kunne favne dem alle. Det giver ikke mening, at man nødvendigvis skal flytte, når ungerne flytter hjemmefra, eller man bliver en mere eller mindre i husstanden. Derfor skal rummene i den gode bolig være multianvendelige og ikke låst i deres design.

Hvordan skaber vi de mest bæredygtige boliger?

Materialerne skal være i god kvalitet og patinere med ynde. Både inde og ude. Det er ikke bæredygtigt at udvikle boliger og bygninger, hvor dele eller helheder skal udskiftes efter få år. Hvis vi udvikler husene/boligerne rigtigt fra start i robuste materialer, kan de stå i flere hundrede år. Det er bæredygtigt. Og så er det meget vigtigt, både for biodiversitet, miljø og trivsel at huske udearealerne og landskabsarkitekturen. Haverum og gårdrum er mødesteder skal sikre biodiversitet, og landskabet skal tænkes ind i designet af boligen allerede fra start.

Boliger for alle. Hvordan kan man som arkitekt være med til at understøtte det?

I dag er der ikke den store forskel på de almene boliger og ejerboliger, vi tegner, sådan rent designmæssigt. Der kan være nogle detaljer som fx bad og køkken, hvor materialerne kan variere i prisklasse, men det er grundlæggende de samme principper. God gennemlysning, så rum og vinduer følger solens gang over himlen, multifunktionelle rum og robuste materialer – men begge er gode boliger til hverdagen.

Læs mere om vores tilgang til boligarkitektur

Share on: