En snoet in-situ støbt skovsti fører besøgende forbi en lille sø til domicilbygningen for DHI, en life science-virksomhed specialiseret inden for vandrådgivning. Bygget i relation til DHIs naboliggende laboratoriefaciliteter, dannes et dynamisk forbundet life science-kompleks. Her har brugerinddragelse været en central del af designprocessen med en vision om, at det nye domicil skal afspejle DHIs identitet og arbejde med vand i naturen.
Imødekommer flow og samarbejde
DHI medarbejdernes daglige arbejde er projektorienteret med samarbejde mellem forskellige faglige kompetencer. For at imødekomme dette er bygningen designet til at fremme aktivitetsbaseret arbejde med et fokus på at reducere korridorarealer, optimere internt flow og fleksibilitet.
Interiøret er udformet ved en kombination af atriumhuller og en forskydning af kerner, som skaber bevægelse og rumlig variation. Dette skaber samtidig en åbning af ankomstområdet med en diagonal skovudsigt, mens dagslyset strømmer lodret ind gennem ovenlys.
Stueetagen er generøs med reception, mødefaciliteter, loungeområde, kunstzone og en åben, sænket kantine med adgang til udearealer samt fuld skovudsigt. Første og anden sal er præget af kontorfaciliteter. Hver etage rummer primære arbejdszoner med flere forskellige gruppe- og fokusområder samt en ’vandhuls’ café.
Forankret i DHIs maritime identitet
Havnemiljøet har været et konceptuelt udgangspunkt for valget af rå og ærlige materialer, såsom træ, beton, glas og stål, der giver en ren, men varm nordisk følelse.
Bærende vægge og kerner i rå beton er kombineret med detaljer i træ fra træer fældet på grunden. Ved at bruge træ i de støbte former bærer betonvæggene præg, der refererer til omgivelserne. Atriets farvetone sættes af rummets trapper, gelændere og afskærmninger i varmt ubehandlet stål med en brugervenlig detalje af egetræsgelændere. Gulvet er poleret beton.
Projektet har hele vejen igennem holdt et bæredygtigt fokus og har modtaget bæredygtighedscertifikatet DGNB Sølv, som gives til projekter med livscyklusfokus på økologi, økonomi og sociokulturelle aspekter.