Grunden blev købt i 1952 af daværende ambassadør, Henrik Kauffmann, og den ligger i en af Washingtons højest og bedst beliggende områder. Han stillede grunden til rådighed for, at en ny ambassade kunne blive opført. Den tidligere ambassade levede ikke længere op til de aktuelle behov – den var ikke fleksibel nok i sin indretning. En ny, moderne bygning ville kunne opfylde krav til både sikkerhed og effektivitet og kræve mindre vedligeholdelse. Derudover fik man mulighed for at etablere en ambassadørbolig i en tilstødende bygning.
Som altid lod Vilhelm Lauritzen sig lede af de funktionelle krav til den nye bygning. Det fugtige klima i Washington var markant anderledes end det danske, hvilket stillede store krav til materialevalg. Vilhelm Lauritzen ville skabe et praktisk arbejdsplads i et komfortabelt miljø. Han var meget opmærksom på at udnytte den smukke beliggenhed og de lettilgængelige landlige omgivelser til fulde. For ham var det vigtigt, at husets brugere kunne nyde naturen fra så mange steder som muligt, når de opholdt sig indenfor og udenfor.
I forlængelse af residensdelen blev der anlagt en havepool med udsigt mod træerne. Oprindeligt blev den skænket til “ambassadens damer” af ambassadør Henrik Kauffmann.
“I have, in the design, tried to take advantage of this beautiful site, tried to arrange it so that you can enjoy the charming trees around it, from as many places in the building as possible.”
– Vilhelm Lauritzen i sin tale ved indvielsen af ambassaden, 12. oktober 1960.
Rig facadeudformning i grønlandsk marmor - indrettet af Finn Juhl
De forskellige funktioner kom klart til udtryk i facaderne. Kontorfløjen fremstod anonym og tilbageholdende, mens boligen fik en rigere facadeudformning med altaner, skydedøre, skodder og fritstående søjler. Bygningens ydre kom til at fremstå enkel, lys og venlig. Den blev opført i jernbeton og både ind- og udvendigt blev den beklædt med grønlandsk marmor.
Udenrigsministeriet bad også Vilhelm Lauritzen stå for indretningen af boligen, da man ønskede, at den skulle repræsentere dansk design. Vilhelm Lauritzen bad derfor sin ven og kollega Finn Juhl, der var tidligere ansat på tegnestuen 1937-46, om assistance.
“The Ministry for Foreign Affairs in Copenhagen asked me to arrange the furnishings and at the same time told me that it should be representative of modern Danish design. I felt that is was a very demanding job – which could be better done, if I asked my friend Finn Juhl, who, I think, is known also in this country as a very fine designer, to take over the most important part of the job, the furnishing of the residence. I am glad he did it and I feel he has done a very fine job.”
– Vilhelm Lauritzen om samarbejdet med Finn Juhl i sin indvielsestale.
